
Nøjsom til hverdag og brølende vild, når det gælder
Du kender det selv, hvis du har gået op ad fem etager trapper sammen med én med superkondi. På tredje sal står du sammenbøjet op ad gelænderet og hiver efter vejret, mens kondikarl allerede står oppe på femte år venter.
Hans krop er bedre til at optage ilten, end din er. Så selv om han har brugt mere energi på at nå toppen, så er det dig, der har besværet, fordi du er dårligere til at bruge brændstoffet.
Det svarer til, at hans iltoptagelse har turbo, mens du må nøjes med en gammel sugemotor.
Det er det samme med biler.
En stor, stærk motor kan accelerere hurtigt, har en høj topfart og bruger tilsvarende meget benzin. En lille motor kan kun imponere ved at være nøjsom, så at kombinere kræfter med økonomi bliver altid et kompromis.
Først op ad trapperne
Fiat – som ejer Alfa Romeo - har løst problemet ved at skrotte den stive indsugningsknastaksel og skifte den ud med et fleksibelt hydraulisk system, der kan lukke luft ind i præcist den mængde, der er brug for til den kørsel, speeder og gearskifte beder om.
Systemet hedder MultiAir, og resultatet er imponerende. Den lille 1,4-liters turbomotor triller omkring med lavt forbrug, så længe du holder igen med speederfoden. Men når du træder på den, sparker den igen som en hest.
170 hk slippes fri ved at lade den optage al den energi, den kræver for at komme først op ad trapperne.
Til hverdag kan det være svært at spare optimalt, men Alfa hjælper ved at give dig mulighed for at vælge mellem All-weather, Normal og Dynamic. I Dynamic slippes alle kræfterne løs, ESP og antispin dæmpes, gearskifteindikatoren slår fra og afløses af et display med turbotryk.
Lækker pakke
Eneste egentlige kompromis er undervognen. Alfa har valgt at lave en meget sportslig bund til de mange kræfter i Dynamic, og det almindelige problem med sådan en løsning er, at det godt kan blive lidt irriterende på det forsømmelseshullede danske vejnet.
Det samlede resultat er en fornuftig og smart lille bybil med kæk Alfa-charme og gokart med låg til at lette lidt på hverdagens ventil.
Prisen er lidt i overkanten af, hvad man normalt slipper for en bil i denne størrelse, men udstyr oplevelse og præstationer taget i betragtning er MiTo MultiAir en lækker lille pakke.



