BMW 316d

Chervolet Spark

Kan et prestigeprodukt kombineres med yderste sparsommelighed, eller må man finde sig i at være sidst fra lyskrydset? Den nye BMW 316d med 115 hk og den lige så friske Volvo S40 DRIVe med 109 hk og start/stop-teknik forsøger at give et grønt og godt indtryk.
Hører du til dem, der mener at en BMW skal have mindst 250 hk, kan det til at begynde med føles lidt pinligt. På bagsmækken af den nyeste 3-serie står der med skinnende skrift ”316d”, og det vil for alle udenforstående være et tegn på småkedelig smalkost fra München.
Der er vitterligt langt op til store drømmemodeller som 335i og 335d, og man har da heller ikke en chance mod de sekscylindrede bæster, når man kommer trillende i den firecylindrede basismodel, der yder beskedne 115 hk. Hvis det da ikke var for forbruget: 316d er på fornemmeste vis med til at gøre modelbetegnelsen på bagenden til skamme, for med 22,2 km/l (og 118 g CO2/km) kan den køre fra de store modeller ved bare at køre og køre, faktisk helt op til 1.354,2 km uden at tanke.
Ejeren af en 335i må holde ind senest efter 693 km, hvis han altså ikke kræver for meget af turbomotoren, og selv om han har nydt et større skub i ryggen og lyden af flere cylindre, så er der ret stor underholdningsværdi i at spare på dråberne – også når man kører BMW.

22,2 km/l. Et tal der fortjener ros.

Men hos Volvo kan de åbenbart trylle endnu mere med teknikken, og under det meget lidt mundrette navn DRIVe (der udtales drive-ee), har svenskerne kreeret en ren sparegris på basis af den forholdsvis lille sedan S40.
For nok kan man få en S40 DRIVe med nøjagtig samme forbrug som konkurrenten 316d, men er man rigtig hardcore, går man efter udgaven, der er tilføjet blandt andet start-stop-teknik, for her er resultatet utrolige 25,6 km/l og 104 g CO2/km. Vær så god – op til 1.331,2 km på en tankfuld diesel. Og der er vel at mærke tale om en familievenlig sedan på 448 cm med en topfart på 190 km/t, så Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?

Alle kneb gælder

Hemmeligheden er de små dieselmotorer kombineret med alle de tekniske midler, der kan være med til at hive forbruget i kælderen – uden at køreoplevelsen går fløjten. BMW har arbejdet intensivt på brændstofbesparende teknikker i en årrække under navnet Efficient Dynamics, og tyskerne har dermed den største erfaring på området af alle fabrikanter.
I dag er der forbrugsoptimerende elementer i næsten alle BMW-modeller, fra 1-serie over Z4 til 7-serien – og BMW fortjener stor ros for at indarbejde spareteknikker i alle modeller uden at kalde dem noget specielt, som de fleste andre fabrikanter gør det. 316d er sammen med 316i med benzinmotor den mindste 3-serie, man kan få fingrene i, men rent teknisk er den faktisk ikke så langt fra de 318d og 320d (123d hører også med i den gruppe), som man skulle tro ud fra det lave modelnummer.
Der findes ingen 1,6-liters motor i motorrummet, som tallet ellers indikerer, derimod har BMW som ofte brugt dieselmotoren på 1.995 cm3 fra de større søskende, 318d og 320d. Den store motor sikrer først og fremmest et solidt drejningsmoment (260 Nm fra 1.750 Nm) og godt bundtræk, i sig selv besparende ’kneb’, og de 115 hk er et simpelt spørgsmål om at skrue ned for motorens ydelse, der ellers har været mellem 143-204 hk.
Hjælpemidlerne hedder derudover start-stop-teknik ved stilstand, gearskifteindikator, dæk med lav rullemodstand, opsamling af bremseenergi i batteriet, klimakompressor med automatisk afkobling, seks trin i den manuelle gearkasse (sænker bl.a. omdrejningstallet) og endelig styring af luft til køleren, så ventilationskanalen i grillen kun er åben, når der er brug for det. 316d er tilmed 40.000 kr. billigere end 318d.
Hos Volvo er spareteknikkerne først lige kørt i stilling under DRIVe-konceptet, og S40 1,6 DRIVe med 109 hk og 240 Nm ved 1.750 o/min er en af de første modeller med sparepakke fra svenskerne.
Den findes som en almindelig DRIVe og en ekstra sparsommelig DRIVe (til 14.999 kr. mere), som giver bl.a. start-stop-teknik og alufælge med både usædvanligt udseende og bedre aerodynamik.
Pakken inkluderer en lille spoiler på bagsmækken, en lukket frontgrill, gearskifteindikator, dæk med lav rullemodstand, raffineret motor på 1.560 cm3 med mere letløbende olie og opsamling af bremseenergi i jagten på de 25,6 km/l, men stadig kun fem fremadgående gear, som dog har ændret gearing i forhold til den helt ordinære S40 1,6 D

Meget lave omdrejninger

Fem eller seks trin, når det gælder om lavest mulige omdrejninger selv ved 130 km/t, så skal man stå tidligt op for at finde biler, der ligger ved så lave omdrejningstal som de to sedaner. Sjette gear i 316d er ikke et sørgeligt sparegear, selv om man med 120 km/t svæver ubesværet af sted med blot 2.000 o/min.
Et pludseligt behov for de maksimale 260 Nm bakkes op af hurtig respons og fornem kraftopbygning, så en nedgearing er strengt taget ikke nødvendig. Til trods for det er spredningen af gearene perfekt, så fjerde gear passer fint i byen og landevejenes 80-90 km/t er en opgave, der ligesom på motorvejen løses i sjette gear. Motorens lydniveau og gangkultur er forbløffende, lyden er langt mere rund og fjern end næsten alle andre firecylindrede dieselmotorers.
Derfor udnytter man gerne den lige så forbløffende omdrejningsvillighed, som stadig er sjælden for dieselmotorer. Det er klart, at der ikke sker nær så meget som i f.eks. 318d, alligevel er der saft og kraft i 316d-udgaven op til det røde felt ved 5.000 o/min, så det her er ingen hæmmet sparegris. Kan man nære sig for udskejelserne, vil man opleve, at det er helt problemfrit at få nålen i instrumentet, der oplyser det øjeblikkelige forbrug, til at ligge stabilt ved 20-25 km/l på både landevej og motorvej.
 

Spredningen mellem de fem geartrin i S40 DRIVe er naturligvis større, og i kraft af en ikke bare på papiret svagere motor, bruger man gearstangen mere flittigt. Præcisionen for selve skiftet er ikke så stor som i konkurrenten, men mange vil værdsætte, at der skal færre kræfter til at rykke stangen.
Nedgearing til fjerde sker oftere i svenskeren ved landevejsfart, generelt er der dog også tilstrækkelige kræfter fra 1,6-liters motoren. Lydniveauet er også her lavt, og det skyldes i høj grad god støjisolering, for tonen fra motoren (som i øvrigt stammer fra PSA Peugeot-Citroën) er mere rå og gennemtrængende. Omdrejningsvillighed hører ikke den relativt lille motor til, så man bliver mere lykkelig af at jagte det lave forbrug ved hjælp af formaningerne fra den lille pil i instrumenthuset til op- og nedgearing.
På motorvejen kan man endda være heldig/dygtig at ramme et forbrug på over 26 km/l. Mens BMW 316d opfylder EU5-emissionsnormen, undrer det, at S40 DRIVe kun opfylder EU4-normen.

Forskellige som nat og dag

BMW og Volvo viser på bedste vis, at der er flere måder at angribe luksus og prestige på, for 316d og S40 DRIVe lever faktisk op til de fordomme, man har om mærkerne. BMW er sportslig, Volvo klassisk og komfortabel. Fra det øjeblik man åbner dørene, er der forskel.
I 3-serien dumper man langt ned i stramme, kropsnære sæder, som kan køres meget langt ned. Det standardmonterede multifunktions-læderrat har en tyk krans (i testbilen et lækkert M-rat til 4.826,96 kr.), kabinen er holdt i sorte nuancer og som nævnt kræver den præcise gearkasse en del muskler.
I S40 DRIVe sætter man sig mere ind på de store, flade sæder, og man har udsigt til lyse, materialer og klassiske instrumenter. Kun den svævende midterkonsol skiller sig ud med sit unikke design.
Rattet er desværre for stort og kan ikke justeres langt nok ind, så en perfekt kørestilling, skal ikke alle regne med.
 
Forskellene i kabinen til trods, så er begge biler nemme at betjene, solide – med nogle plusser i materialekvalitet til BMW – og tilstrækkeligt rummelige. Små sedaner er måske ikke de mest praktiske, og man skal tænke sig om, inden den store bilferie. Bagagerummet på 404 l og et trangt bagsæde sætter begrænsninger for S40 DRIVe, heldigvis er lasteevnen med 492 kg med til at hive op.
En ægte nitte er, at den kun må trække en trailer på 800 kg – den ordinære DRIVe må til sammenligning trække 1.300 kg. Og 316d viser sig som en trækker af et helt andet format med op til 1.600 kg. Da den derudover har bedre plads i bagsædet og bagagerum på 460 l, sætter den trods en lasteevne på 445 kg trumf på i de praktiske egenskaber.

Fordomme... igen!

Filosofierne bag 3-serien og S40 er så forskellige som kabinerne, og udfaldet er, at 316d er en dynamisk bil med udmærket komfort – og S40 en komfortabel bil med tilstrækkeligt dynamisk overskud.