BMW 530D

BMW 530d kombinerer rå power, alle typer køreegenskaber og sublim komfort med høj effektivitet.

Verdens bedste bil blev BMW 540 kaldt i slutningen af forrige årtusind. Og sikkert med rette. 5-serien er pund for pund en hel bunke af slagfaste argumenter for, at vi her har et køretøj, der uanset pris ikke overgås på komfort, pålidelighed, effektivitet og så selvfølgelig de fabelagtige dynamiske køreegenskaber.

Men i starten af det aktuelle årtusind blev den indhentet af en oliebrænder med seks cylindre og meget større muskler.

BMW 530d overgår med bred margin sin benzindrevne forgænger, mens den kører dobbelt så langt på en liter brændstof. Alt sammen maser den fabelagtige tysker op på tidens hitliste over biler med størst ejerglæde.

Nå ja, ejerglæde i denne prisklasse skal måske nok oversættes til råderets-glæde i dag, men skide da være med det. Der er jo ingen, der kan se dine månedlige udgifter på dine hvide skjorteflipper og cool solbriller.

Men råderetsglæden for en 5-serie har i årevis hængt med skuffen i en grad, de færreste har fundet forståelig. En slatten gump tegnet af en sur – og heldigvis for længst forhenværende – designer gjorde 5’eren til en udfordring at beundre. Og det er lidt af en humørdræber; for når en bil koster det meste af en million, så skal den også ligne det meste af en million, når man går hen til den. Så skal man få en god selvtilfreds fornemmelse, når man mærker nøglen i hånden og nærmer sig sin bil.

For alle andre end nøglebæreren står den ond og utilnærmelig i al sin magt og vælde. Bred fodstilling og en overflade så rå som 

Den fornemmelse er kommet retur. Røven er stadig stor, men den har været til fitness og kan igen begå sig blandt yngre modeller.

Den har så at sige fundet sit leje under bardisken, som vist også lige krævede lidt tilvænning. Men BMW slipper på sigt af sted med det meste. Hvor andre – selv tyske – producenter i højere eller mindre grad kan finde på at overplastre deres kabiner med imiteret pianolak og ende med et halvbilligt udtryk, formår BMW at køre den helt i mål med en overflod af blanke plastik. For i en bil af denne kaliber virker det helt som tiltænkt – tæskelækkert.

Og når man så kombinerer det med måske markedets bedst fungerende motor-gearkasse-konstellation; BMW’s treliters diesel med 245 hk og en elefant-flok af Newtonmeter og deres otte-trins automatgear, så fås det ganske enkelt ikke meget bedre.

For med BMW’s Efficiency Dynamics, der burger bremseenergien til at genoplade batteriet og en masse andre effektiviserende småting, præsterer dette vidunder sin totalvægt på over 2,3 ton til trods en gennemsnitlig brændstoføkonomi på 16,4 km på literen.

Det snerper voldsomt hen i retning af en pendlerbil i den prestigiøse ende af skalaen, når BMW med egne leasing-tryllerier præsterer rådighedsafgifter i både den private og firmabilssektoren, der næsten helt har overflødiggjort købsaftaler på nye BMW’er.

Tallene er ganske enkelt fantastiske, uanset benævnelsen er kr/md, km/l eller km/t.

Nu venter vi så bare på, at brugtprisen kommer ned under 200.000, så vi fattigrøve kan mærke suset fra de gode gamle dages ejerglæde.