Fiat Doblo

Enorm lille ny

Fiat Doblo

Doblo vokser på alle leder og kanter – men specielt indvendigt.

Når Doblo kommer på gaden i ny version i næste måned, bliver den dårligt til at kende. Alene størrelsen gør den til en helt ny bil, men den skal gøre plads til sin efterfølger, Fiorino, og for ikke at træde i hinandens bede, har Fiat valgt at skrue voldsomt op for volumen i Doblo.
Pudsigt nok bliver det i næsten præcist samme størrelse som de direkte konkurrenter fra Citronën, Peugeot og Renault. Motorerne begrænser sig til en enkelt benzin- og en dieselmodel på henholdsvis 1,4 og 1,3 liter.
Kravene til sikkerhed, komfort og udstyr strammer til fra kunderne, som strømmer til fra både andre segmenter og sociale lag.

Syv sæder standard

Og når man kan rage markedsandele fra en helt ny klasse til sig, er det bare om at høre efter. Og det har Fiat gjort. Et års tid senere end de franske foregangsmærker men alligevel.
Bare se på tallene. Den er forlænget med 13 centimeter. Akselafstanden er vokset med 17 centimer. Der er plads til 790 liter bagage i det næsten kubiske bagagerum bag anden sæderække. Og lægger du bagsæderne ned, er der 3,2 kubikmeter bagageplads til rådighed.
Fiat kalder designet for elegant og muskuløst. Den kan måske være lidt svær at få øje på. Men de kalder den også for en videreudvikling af Qubo-ånden. Fiat Qubo kom sidste år og fik navn efter formen på sit indre. Og med den bemærkning in mente forstår man nemt, hvad Doblo i sin nye og større udgave skal bruges til.

Den kører bedre

Doblo får syv sæder som standard i et forsøg på at adskille sig fra konkurrenterne, som alle har fem sæder som udgangspunkt. Dermed kan Fiat med en startpris på formodentlig 250-255.000 kroner for en 1,3 diesel prale med at have den billigste syvsæders i det lille slæng.
Et andet sted, Doblo kunne påberåbe sig unik forbedring, er den nye bagaksel. Uden at gå i tekniske detaljer, formidler den nye toleddede bagaksel påfaldende forbedrede køreegenskaber. I stedet for den sidelæns rokkende stil er vi ovre i en variant, som absorberer ujævnheder bedre og dermed gør turen lidt mindre påvirkelig af underlaget. Det er vi trods klassens unge alder ikke vant til fra disse billige MPV’er.

Fiat Doblo