Hyundai Santa Fe 2,2 CRDi

Nu med passende overskud

Hyundai Santa Fe 2,2 CRDI

Faceliftede Santa Fe er næsten ikke ændret, men den nye motor gør den til en helt anden bil

600.000 for en koreaner er stadig en noget kantet pille at sluge for de fleste. Men 600.000 for en mellemstor firehjulstrækker med syv sæder, automatgear og hele svineriet i komfortudstyr. Det er da vist til at forholde sig til.

Uanset konkurrenceevnen internt i segmentet, tilhører Santa Fe dog stadig en biltype, som herhjemme blev alvorligt såret af gulpladeindgrebet i 2007 og året efter på det nærmeste fik dødsstødet af finanskrisen. For det er på gule plader, firehjulstrækkerne har trukket sig selv op ved håret.

Skal der til trods for grøn korrekthed og genindført jantelov alligevel stå en trailerflytter i indkørslen, så har Hyundai Santa Fe med den nye version af 2,2 CRDi-motoren gode kort på hånden.

Passende overskud

Den gamle version med 150 hk var ikke i nærheden af at imponere, og bilkøberne af i dag har altså – stramt budget eller ej – ikke til sinds at lade sig spise af med et ’Du får, hvad du betaler for.’ Det er jo lige det modsatte, de to koreanske søsterproducenter bruger som spidsargument.

Og de begynder så småt at have noget at have det i.

De 197 hk og 422 eller 436 Nm alt efter om transmissionen er manuel eller automatisk, leverer et passende kraftoverskud til en bil af Santa Fes størrelse

Vi har testet den med automatgear, syv sæder, soltag og navigation. Det bringer slutprisen op på lige under 600.000 kroner og trailervægten ned fra 2500 til 2000 kg. Så for heste- og bådfolket vil den manuelle gearkasse være at foretrække.

Gearkassen fik stryg

Og det er egentlig lidt synd. For netop den automatiske gearkasse fik nogle stryg for sine vægelsindede gearvalg. Det har den nye fået magten over, selv om der er så mange flere kræfter at tumle med.

Og så er alt nyt om Santa Fe også sagt. Resten er detalje-kosmetik.

Man befinder sig fortsat trygt og godt i kabinen, medmindre man har trukket det korte strå og fået pladsen på de utilgængelige to bageste sæder.

Kørestilen er tung og tillidsvækkende kva en egenvægt på to tons, og den nye, mere effektive maskine giver en næsten amerikansk fornemmelse af at køre i en bil, der er bygget af rigeligt jern til en stærk maskine.