Billig overhund.

Crossover-segmentets billigste bejler har også de stærkeste maskiner.
Hele det nye crossover-segment skal til at stramme balderne, hvis de skal være med, når Hyundai ix35 lægger fra land. Den halter ikke efter sine konkurrenter på et eneste punkt. Der er fem års fuld garanti med fri kilometer, priserne er klassens laveste, når den billigste model kommer til september, og motorerne er påfaldende stærkere end for eksempel Nissan Qashqai’s og Peugeot 3008’s motorprogram.
Svageste benzinmotor bliver en helt ny 1,6 GDI med 140 hk. Den går 15,9 km på literen i henhold til EU-normen, og på dieselsiden introducerer Hyundai en helt ny 1,7 CRDI med 115 hk til en brændstoføkonomi på 18,9 km for en liter diesel.
Ud med SUV
Selv designet lader ikke meget tilbage at ønske. Hyundai har i den grad efterladt sin egen Tucson i støvet bag ix35. Der er - for nærværende – ikke plads til SUV’er i traditionel forstand for mærker, der satser på volumenmodeller med bred appeal. Afløseren hedder crossover, og ix35 er som udgangspunkt forhjulstrukket, men firehjulstræk kan dog tilkøbes formedelst 30.000 kroner.
Indvendigt fornemmer man stadig til en vis grad, at der er tale om et produkt, der har kæmpet med kompromiserne for at holde prisen nede. Der er pænt med udstyr i alle varianter, men kabinen er et plastiklokale, der kan vaskes ned med haveslangen. Et pænt og velindrettet plastiklokale, men stadig et plastiklokale.
184 dieselheste
Men materialevalget er der råd for i ix35. En komplet læderkabine koster kun 10.000 kroner til alle udstyrsvarianter. Det må være uofficiel dansk rekord for en hel læderstue. Og så ser den endda godt ud og formidler glimrende siddekomfort.
Priserne starter på 275.000 for den lille benzinmotor med Comfort udstyring. Men den stærke 2,0 har 163 hk og et skønt overskud til en femmer under 300.000. Dieselmaskinerne starter på 330.000 for 1,7’eren, der er lovet til landet i oktober.
I oliefeltet hedder overhunden 2,0 high power og leverer mægtige 184 hk.
Der er premiere på ix35 den 24.-25. april.


