Det eneste rigtige

Mazdas mægtige 2,2 dieselmotor er som skabt til den tunge og luksuriøse CX7
Man kan jo lige så godt indrømme det: Grøn politisk korrekthed og bilentusiasme går sjældent hånd i hånd ad den slagne vej. De to er et kompromis mellem følelser, ansvarsbevidsthed og økonomi.
Men når man ser bort fra anskaffelsesprisen, der starter på en halv million – og måske firehjulstrækket i sig selv, der er blevet nærmest synonymt med forurening og manglende hensyn i trafikken – så er Mazda CX7 blevet helt medgørlig for menigmand.
Kørestilen hører til øverst i klassen, selv om brændstoføkonomien ikke helt lever op til konkurrenternes toliters dieselmaskiner.
Vi kender i forvejen den mægtige 2,2 diesel fra Mazda3 og Mazda6 Sport, hvor den yder 185 hk og 400 Nm. I CX7 har de droslet den ned til 174 hk, mens momentet er bevaret uændret.
Alt er et fremskridt
Men uanset om de havde lagt den lille 1,6-liters diesel i CX7, så havde det været et fremskridt i forhold til den forslugne 2,3 turbo, som hidtil har været eneste mulighed.
For der er ikke brug for den vilde effekt i en SUV af CX7’s dimensioner. Her handler det om sejt bundtræk, selv om den faceliftede fremtoning bestemt signalerer mere sport end første version, vi så første gang i 2007.
Og der er rigeligt med bundtræk til, at man får en fremragende transportløsning til alle genrer af den glade kørestil. På motorvej sørger den langbenede gearing for lave omdrejninger, så brændstoføkonomien holdes på et fornuftigt niveau.
Og så er den over 100.000 kroner billigere med den langt mere omgængelige dieselmaskine.
Piskefløde
Kabinen er piftet op med et ordentligt skvæt piskefløde. Rundere, rarere og med flere designdetaljer fremstår den mere komfortminded i forhold til første forsøg. Centerdisplayet har fået mere plads, urene har fået tilføjet den blå ring omkring de orange tal, som de både 3 og 6 har det, og det meste kan betjenes fra Mazdas smarte men lovligt opmærksomhedskrævende multifunktionsrat.
Alle modeller har nu længde- og højdejusterbart rat, bakkamera, dæktryksmåler og bluetooth. Det høje niveau har desuden læderindtræk, Bose lydanlæg, navigation, 19 tommer fælge, trådløs nøgle, xenonlygter og advarsel mod biler i den blinde vinkel.
Men så står udgangsprisen også på 565.000 kroner plus det løse.


