Adgang for familier

Opel ’nye’ bagdøre findes i flere nutidige biler, men ingen så børnefokuseret som Meriva
De baghængslede bagdøre i den kommende Opel Meriva er ingen nyhed. Rolls Royce bruger dem i moderne limousiner, og både Mazda RX-8 og Mini Clubman har dem i en mindre version. Men allerede for mere end 80 år siden byggede Opel biler med baghængslede bagdøre. Den gang var tanken alene hensynet til adgangsforholdene. De fylder mindre, så de kan monteres i små biler, og så er de nemmere at komme ind og ud gennem.
Det var det også i biler med baghængslede fordøre i 1930’erne, som hurtigt fik tilnavnet ’selvmordsdøre.’
I 1961 blev baghængslede bildøre forbudt i Tyskland efter en række dødsulykker, hvor bilister og passagerer faldt ud af bilerne, når dørene blæste op. Ulykkerne skete, fordi de primitive dørlåse med tiden blev slidt og fik tendens til at springe op, når bilen ramte ujævnheder i vejen, som der var endnu flere af den gang i starten af det 20. århundrede.
Blæst på tværs
I dag er låseanordningerne mere avancerede og pålidelige. Og så har vi fået sikkerhedsseler på, så vi kan blive siddende, selv om det skulle blæse lidt på tværs.
I dag er forbuddet ophævet, og siden 2005 har Opel haft kunder til at køre rundt med de baghængslede døre i testversioner af Meriva, hvor der er monteret baghængslet dør i venstre side og normal dør i højre side.
Valget af førersiden som testside er ikke tilfældig. Et af Opels argumenter for at sætte hængslerne forrest er, at børneforældre skal få nemmere adgang til børnene under ind- og udstigning. I venstre side åbner dørene ud til trafikken ved standsning i vejsiden, men med den omvendte dør træder mor og barn så at sige lige ud i favnen på hinanden.
Dørene låses automatisk ved hastigheder over fire km i timen og kan ikke åbnes igen, før bilen standser igen.
Flytbart midterarmlæn
Kabinen har fået et flot løft med meget stor fokus på fleksibilitet, så for eksempel midterkonsollen kan bygges om fra armlæn med opbevaringsboks til en hylde med plads til håndtasken. Og så kan armlænet monteres mellem bagsæderne i stedet for.
Motoriseringen kommer formentlig til at bestå af to 1,4-liters benzinmotorer fra det eksisterende program. En uden turbo med 90 hk og en 140-hestes turbo og så den indlysende 1,3 CDTI diesel med 75 eller 90 hk.
Priserne kommer med stor sandsynlighed til at ligne Astra-priserne, hvilket vil sige en startpris på omkring eller lige under 200.000 for den billigste benzinmodel.
Produktionen starter i april, og Meriva får dansk premiere i august.


